Lukkede døre 25.10 — 09.11.24
Den Fynske Operas første egenproduktion i sæson 2024/25 er denne nykomponerede intimopera over filosof Jean Paul Sartres berømte skuespil ‘Huis Clos’ (‘Lukkede døre’). Værket fortæller om det moderne menneskes møde med isolation og behovet for at spejle sig i andre mennesker. Operaen er komponeret af Niels Marthinsen og instrueres af Tine Topsøe.
I ‘Lukkede døre’ møder vi tre afdøde personer, der kommer i Helvede; journalisten Garcin, postarbejderen Inès og den rige, fashionable Estelle. Én efter én bringes de til det samme rum af en mystisk tjener og afventer, at pinslerne skal begynde. Men der kommer ingen torturinstrumenter, ingen djævelsk bøddel. Overladt til sig selv, for evigt, i et rum uden vinduer og spejle vokser behovet i dem for at se sig selv gennem de andres øjne. Lidt efter lidt låses de tre karakterer fast af disse behov, som de andre enten ikke kan eller vil opfylde. De begynder at gå hinanden på nerverne, og Inès indser, at “hver af os er Bøddel for de andre to”. Derfor beslutter de sig for at tilstå deres forbrydelser, så de ved, hvad de kan forvente af hinanden. På trods af deres dystre tilståelser synes de dømt til at havne i et psykologisk og glædesløst trekantsdrama, hvor de uafvendeligt piner og plager hinanden.
Længe før SoMe fortæller Sartre os, at synlighed er eksistens. Vi er kun noget i relation til andre. Vi har brug for andre til at spejle os i. Lyset ses ikke, hvis det ikke reflekteres. Dette oplevede mange af os under Coronakrisen, der konfronterede os med, at isolation og ensomhed er et eksistensvilkår, vi forsøger at flygte fra. Dette har tvunget os til at mærke isolation på egen krop og til at tale om den og vores behov for andre mennesker. Men hvad er det for behov, og hvad gør det ved os?
I ‘Lukkede Døre’ er den centrale replik: “Helvede, det er de andre”, men det er et helvede, vi selv skaber, fordi vi gør os afhængige af hinanden. “Vi haster efter hinanden som karruselheste uden nogensinde at kunne indhente hinanden”, som det hedder i stykket. Sartres helvede-fantasi splintrer de upålidelige spejle, vi er for hinanden. ‘Lukkede døre’ blotlægger det forfængelige behov for at styre, hvad de andre ser. Et behov, der også gennemsyrer vores SoMe-drevne kultur, hvor det nøje tilrettelagte menneske kun eksisterer i kraft af andres blik og reaktioner.
Opføres på dansk. Der vil være dansk tekstafvikling.
Lukkede døre
VARIGHED
Ca. 1 time og 40 min.
Obs. Der vil være intro før hver forestilling 1 time før forestillingsstart.
MEDVIRKENDE
Julie MeeRa
Nana Bugge Rasmussen
David Danholt
MUSIKER
Louise Schrøder
MUSIK AF
Niels Marthinsen
LIBRETTO
Jean Paul Sartre
INSTRUKTØR, IDÉ & KONCEPT
Tine Topsøe
SCENOGRAF
Rebekka Bentzen
LYSDESIGNER
Mik Manley Andersson
FOTO
Julie Montauk