Det STØRSTE & det mindste 20.02 — 23.02.23

Operaen 'Det STØRSTE & det mindste' er skabt med udgangspunkt i lyden af det største og det mindste pattedyr – hvalen og flagermusen. Med denne forestilling kan børn og barnlige sjæle glæde sig til en meget sanselig oplevelse.
Lydene fra hvalen og flagermusen er en gennemgående tråd i historien om Naturens ånd, som er historiens fortæller, og som rejser rundt i naturen for at høre, hvordan det går hos dyrene. Her møder hun hvalen og flagermusen, som hver især drømmer om at være det modsatte af, hvad de er. Naturens ånd formidler deres historier videre til den anden, og på den måde ser de sig selv i et nyt lys; Gennem den andens øjne ser de nu deres egne evner og skønhed udefra, hvorved de bliver opmærksomme på det skønne i mangfoldigheden og vigtigheden i at være den, man er.
Musikerne i forestillingen er fløjtenisten Eva Østergaard, der blandt andet har spillet i Det Kgl. Kapel, samt Susanne Skov på horn, der har spillet i både Odense og Sønderjyllands Symfoniorkester. De to instrumenter repræsenterer hver sit dyr.
Projektet er et tværgående projekt mellem kunstnere og naturvidenskabelige personer og ildsjæle – en idé, der er opstået hos komponist Povl Chr. Balslev og operasanger Lise Bech Bendix.
Skabelsen af operaen er sket i et tæt parløb med Naturama i Svendborg samt biologen Lee Anton Miller, der har været en af forgangs-mændene blandt forskere i sonar de seneste 50 år (dyrenes kommunikation via lydbølger). Lee Anton Miller har blandt været med til at skabe en detektor, der gør lyden af flagermus hørbar for det menneskelige øre.
Forestillingen synges på dansk og opføres på Naturama i Svendborg. Anbefales til børn i 0.-3. klasse.
Det STØRSTE & det mindste
VARIGHED
45 minutter. Ingen pause
MEDVIRKENDE
Susanne Skov (Horn / Blåhvalen, verdens største pattedyr)
Eva Østergaard (Fløjte / Flagermusen, verdens mindste pattedyr) Lise Bech Bendix (Sopran / Naturens ånd og fortæller)KLAVER OG ANDRE LYDEFFEKTER
Povl Chr. Balslev
MUSIK AF
Povl Chr. Balslev
LIBRETTO
Lise Bech Bendix
IDE AF
Povl Chr. Balslev
Lise Bech BendixILLUSTRATION AF
Julie Fuhr
Baseret på originaltegning af: Lise Bech Bendix