Bagscenen med Kristine B. Lund & Britt K. Grønnebæk 18.04.26

Kom helt tæt på, hvordan en operarolle bliver til – fra de første toner ved klaveret til sangeren står klar til premiere.
Operasanger Kristine Becker Lund og pianist Britt Krogh Grønnebæk åbner døren til det musikalske arbejdsrum og giver et levende indblik i den proces, der ligger bag en operapræstation. Kristine Becker Lund er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatoriums solistklasse og senere fra Opera-Akademiet i København, mens Britt Krogh Grønnebæk gennem mange år har arbejdet som pianist og akkompagnatør ved konservatorier, operaproduktioner og koncerter.
Sammen fortæller de om arbejdet, der begynder længe før premieren. Hvordan lærer en sanger en rolle udenad, og hvordan bliver musik, tekst og dramatik til én samlet fortolkning? Publikum får også indblik i repetitørens rolle i prøveprocessen, hvor musikalske valg og praktiske løsninger går hånd i hånd.
Undervejs vil der være eksempler på, hvordan musikken understøtter stemninger og betydning i teksten, og hvordan arbejdet kan være forskelligt i arier, recitativer og lieder.
Vi glæder os til at byde indenfor og give et unikt indblik i tilblivelsen af en operapræstation.