En brønd fuld af hemmeligheder

 

Den Fynske Opera har stillet de tre sangere på den følelsesladede og thrillerinspirerede opera ‘Til Døden Os’; en række spørgsmål i anledning af premieren den 16. november 2018. Vibeke Kristensen, Mathias Hedegaard og Lucas Bruun de Neergaard har hver især besvaret spørgsmålene uden at kende hinandens svar. Det er der kommet både eftertænksomme, personlige og finurlige oplysninger ud af

Tekst og foto af Christel Bæksted

1. Hvad glæder du dig mest til ved at spille med i ‘Til Døden Os’?
Lucas: 
”Til at arbejde sammen med dejlige kolleger, en dygtig instruktør og til at arbejde på den Fynske Opera. Jeg har aldrig været her før, så det bliver spændende”

Vibeke: ”Til at arbejde med dygtige kolleger, vores fantastiske instruktør Daniel Bohr og vores musikalske leder Erik Kaltoft – og til at dykke ned i en historie med store følelser”.

Mathias: ”Lige nu er det at få lov til snart at møde det lille orkester og at opleve Andy Papes musik “rigtigt” for første gang”.

2. Hvad betyder det for dig at have fået denne rolle?
Lucas:
 ”Det er enormt fedt at få chancen for at arbejde med så friskt stof. Operaen har jo været sat op før, men ingen af os sangere har set de gamle opsætninger. Det betyder, at vi virkelig har mulighed for at formgive karaktererne selv – uden at blive farvet af tidligere versioner”.

Vibeke: ”Det er min debut på Den Fynske Opera, så det er spændende at komme et sted, man ikke har arbejdet før og møde et nyt publikum”.

Mathias: ”Carl er en spændende og udfordrende rolle både scenisk og vokalt. Og egentlig er hans karakter en lidt atypisk tenorrolle – hvilket jeg elsker!”.

3. Hvordan er samarbejdet med instruktør Daniel Bohr?
Lucas:
 ”Super. Daniel har hele vejen sørget for en rigtig hyggelig arbejdsstemning, hvilket har været enormt vigtigt. Guderne skal vide, at det ikke er en nem opera at sætte op, men fordi vi har haft så god en dialog, er det ikke noget, man har kunnet mærke i samarbejdsprocessen.
Det kommer jo til at være Daniels forestilling, hvad helheden angår, men man mærker virkelig, at han er interesseret i, at vi sangere også er godt tilpas og har mulighed for at komme med indvendinger, hvis der er noget, der ikke fungerer. Det er absolut ikke alle instruktører, der arbejder sådan”.

Vibeke: ”Det er fantastisk! Han har øje for alt det visuelle og hjælper os meget med at finde ind til disse komplekse karakterer. Han sørger også for den gode stemning”.

Mathias: ”Daniel er en klippe. Han lader aldrig sine sangere stå alene med udfordringer, men vil altid lytte og hjælpe os, når vi oplever modstand i arbejdet med en scene.
Dét, at man føler sig tryg i Daniels hænder, betyder alt for at man kan præstere sit absolut bedste.
Derudover har Daniel en sjælden gave i at kunne læse sine sangere og dermed skubbe dem på en måde, der gør, at de tager imod og flytter sig”.

4. Hvad er din største udfordring i at spille/synge ‘Til Døden Os’?
Lucas:
 ”Det er en forestilling, der arbejder med tunge emner, og som forsøger at belyse dem på forskellige måder i relativt få scener. Det betyder, at vi på kort tid undergår store følelsesmæssige skift på scenen, hvilket kræver stor koncentration fra os alle. For når man kun er tre sangere, mærker man med det samme, hvis der er een, der ikke rigtig er til stede.
Derudover er min rolle ret kompleks. Når man ser stykket, vil man forstå hvorfor. Det har været en rigtig sjov, og til tider frustrerende, proces at få hul på karakteren. Men det er blandt andet fordi, Daniel Bohr har valgt sådan en spændende indfaldsvinkel til historien. Og så er det jo det hele værd”.

Vibeke: ”Det er at finde balancen mellem skuespil og det sanglige. Når man spiller en rolle med så store følelsesmæssige udsving, kan det være svært ikke at gå på kompromis med det sanglige”.

Mathias: ”’Til Døden Os’ indeholder nogle meget hurtige følelsesmæssige skift for min karakter. At jeg uden problemer skal gå fra sorg til glæde, eller omvendt, er noget, der tager tid at få arbejdet ind både sangligt og scenisk”.

5. I forestillingen krakelerer en nydelig facade. Hvordan er det relevant i det moderne samfund i dag?
Lucas:
 ”Det er vel altid relevant, tænker jeg, men måske særligt i dag, hvor der er så meget filter på alting gennem de sociale medier og så videre”.

Vibeke: ”Det er noget, jeg tror, mange oplever og kæmper med. Men livet går op og ned for alle”.

Mathias: ”Mange moderne familier vil gerne vise et glansbillede af et familieliv, hvor alt bare kører. Karriere, bleskift, speltbrød og sex. Men det gør det jo yderst sjældent, og derfor ser man facaden krakelere, og konsekvenserne kan være meget store”.

6. Forestillingen handler også om det moderne livs præstationsræs. Har du oplevet at føle dig presset af præstationsangst? Hvorfor?
Lucas:
 ”Jeg tror egentlig altid, at jeg har den, når jeg laver ting, jeg går op i – eller måske ikke altid præstationsangst, men i hvertfald præstationsiver. Iveren kommer nok af min ambition om altid at ville gøre det bedre, hvor angsten er mere knyttet til tanken om, hvordan andre ser mig. Jeg prøver at minde mig selv om, hvilken af de to, jeg bør gå mest op i”.

Vibeke: ”Absolut! Som ung har man mange ambitioner, og det er også vigtigt, men det kan blive negativt, hvis man hele tiden føler, at man ikke slår til”.

Mathias: ”Jeg tror, at alle operasangere kender til præstationsræs. Nogle sangere tænder på det og synger derfor bedre til eksempelvis auditions. Jeg er ikke en af dem. På godt og ondt har jeg brug for ikke at forvente af mig selv, at jeg skal være bedre end alle andre sangere”.

7. Fortællingen i ‘Til Døden Os’ er meget dybsindig. Men samtidig synger I også meget jordnære tekster. Hvordan er det at synge om tandoorikylling og ost og marmelade?
Lucas: ”Der har da været et par gange, hvor vi har tænkt; “det er jo helt absurd, det her”, men det er jo sådan, det er i virkeligheden også. I forhold, hvor mennesker kender hinanden godt, ligger nogle af de stærkeste følelser ofte gemt i det usagte – mellem alle banaliteterne. I den sammenhæng må man virkelig sige, at komponisten Andy Pape har gjort et fremragende stykke arbejde. Han har en evne til at belyse de hverdagslignende situationer på en måde, så man virkelig får en knugende fornemmelse i maven, uden at det bliver kunstigt eller forceret”.

Vibeke: ”Ofte er sproget i opera mere poetisk, og det bliver nogle gange lidt komisk. Men denne opera handler om virkelige mennesker, og derfor er sproget også mere jordnært i nogle af scenerne”.

Mathias: ”Når man som operasanger skal synge hverdagssprog om helt konkrete dagligdagsting, er det en stor fordel, at man synger på en scene med nærhed til publikum og uden et alt for stort orkester. På den måde behøver man ikke producere så meget operaklang for at blive hørt, som man gør på en kæmpe scene med fuldt orkester. Det gør det meget nemmere at synge fraser, der ellers kan lyde fuldstændig latterlige, når de kommer ud af en operasangers mund.
Men det er altid en udfordring og balancegang at få det til at fungere overbevisende”.

8. ‘Til Døden Os’ gemmer på hemmeligheder. Hvornår har du sidst holdt på en hemmelighed?
Lucas:
 ”Jeg holder faktisk på en del. Jeg er nemlig helt sindssygt god til at holde på hemmeligheder! De forsvinder bare ned i brønden”.

Vibeke: ”Jeg er meget dårlig til at holde på hemmeligheder, men hvis jeg kan skåne andre for unødvendig smerte, holder jeg gerne min mund”.

Mathias: ”Det at stå på scenen bygger i virkeligheden på at have hemmeligheder for publikum; ”Hvad kommer der til at ske?, hvorfor sang han den arie”, bliver de ved med at elske hinanden?” og så videre. Vi på scenen har svarene, og under forestillingen bliver hemmelighederne afsløret for publikum – men jo ikke nødvendigvis dem alle…”.

09. Er du nogensinde kommet til at afsløre en hemmelighed, og hvad skete der så?
Lucas:
 ”Det håber jeg ikke. I så fald håber jeg, at jeg sagde undskyld”.

Vibeke: ”Ikke så vidt jeg kan huske, men det kan godt være, at jeg har været ved at ødelægge en overraskelse. Det tror jeg nok, jeg har”.

Mathias: ”Det er jeg helt sikkert! Men jeg kan ikke lige komme med et eksempel, hvor det havde konsekvenser”.

10. Er der noget, der altid vil være okay at holde hemmeligt? Hvorfor?
Lucas:
 ”Atomkoder, sovseopskrifter og så videre må man godt holde hemmelige. Der er nok også andre ting. Jeg har ikke prøvet at få en hemmelighed om mig selv eller mine nærmeste at vide, som jeg ville ønske, jeg ikke havde fået at vide. Også selv om det var smertefuldt. Derudover skal man selvfølgelig have lov til at have sine egne uskadelige, personlige hemmeligheder i fred”.

Vibeke: ”Absolut! Enhver må selv afgøre om man kan leve med en hemmelighed eller ej. Men jeg tror ikke, det er godt for nogen”.

Mathias: ”Det man føler, man ikke har brug for at dele med andre, skal man have lov at holde hemmeligt. Men man skal huske, at det kan få konsekvenser  – både for een selv og for andre, hvis det bliver opdaget”.

11. Er der noget, man aldrig må holde hemmeligt? Hvorfor?
Lucas: 
”Det er der helt sikkert også. Nogen gange oplever man jo også, at man får noget at vide om en person, som der bare ikke er nogen, der har taget sig sammen til at fortælle personen. Der kan man jo godt komme til at stå i en træls situation, hvor man godt ved, at man burde sige det – også selv om det vil gøre personen ked af det.
Jeg synes, det handler om, at man helst skal kunne se sig selv og sin omverden i øjnene uden at føle, at man bedrager hinanden. Også for ens egen skyld”.

Vibeke: ”Det man ikke kan dele med andre, kan hurtig blive en belastning, så jeg prøver at holde mig fra hemmeligheder. Men sjove overraskelser er jeg stor fan af”.

Mathias: ”Det må altid være en personlig sag, om man har brug for at holde noget hemmeligt”.

I det øjeblik, publikum træder ind i salen, starter en totaloplevelse 360 grader rundt. To værter, en skuespiller og en operasanger, tager imod publikum og inviterer på middag – en middag, som absolut ikke går som planlagt, men som i stedet tager overraskende drejninger.

Forestillingen med de mange sanseindtryk skabes blandt andet også af Den Kongelige Balletskole Odense og de to kokke Mads Friis fra gourmetrestauranten Mmoks i Odense og Kim Gubi fra Resumé i Svendborg. Kokkene serverer en middag, som udfordrer smagsløg og sanser, men som smager godt – også for børn.

”Men det kan godt være, at tingene ikke er, hvad de ser ud til. At noget mad ligner noget bestemt, og når man så spiser det, er det i virkeligheden noget andet. Eller at noget mad, som ikke ser ud til at kunne spises, godt kan spises. Eksempelvis behøver en æbleskive ikke at være en traditionel æbleskive, og noget af maden skal publikum selv være med til at tilberede og færdiggøre”, fortæller instruktør Jesper Dupont.

Det særlige ved forskellige sanseindtryk
Tanken bag de mange sanseindtryk er, at jo flere indgangsvinkler man har til at påvirke folk, jo mere åbner man sig som publikum. Eksempelvis er lugtesansen placeret i den del af hjernen, der har med følelser og minder at gøre. Det betyder, at når man dufter og smager noget, kan man blive bragt tilbage til et minde – eksempelvis noget, man husker fra sin barndom.

Under et møde gik Jesper Dupont eksempelvis ind i salen på Den Fynske Opera sammen med operachef Thomas Storm, hvor Jesper Dupont har spillet teater som 8-årig:
”Duften i salen er fuldstændig den samme som dengang. Så jeg var pludselig tilbage! Selvfølgelig har jeg mindet med mig, men det er ikke noget, jeg går og tænker over. Men pludselig var det der. Og det er dét dufte kan – og som mad kan”.

”Og hvis det samtidig bliver understøttet af musik, en der synger, noget koreografi, eller en der fortæller et eventyr, så bliver du som publikum angrebet af mange forskellige stemninger og sanseindtryk, og så bliver det mere sanseligt end en traditionel forestilling”, fortæller Jesper Dupont.

Netop dét håber Jesper Dupont på. At forestillingen bringer publikum nye steder hen, og at de vil blive overraskede ud over det sædvanlige. For det er dér, fantasien bliver bragt i spil, og hvor der opstår et univers, hvor alt kan ske.

Nogen gange skal man have lidt hjælp som voksen
”Det er jo det fine sted, hvor børn er det meste af tiden – i universet, hvor alt kan ske. Min søn på seks år er eksempelvis ofte der, hvor alt kan blive til et eventyr. Sidder han i sofaen, er han måske pludselig ude at sejle. Det glemmer vi lynhurtigt som voksne, fordi vi er meget kontrolfikserede. Men hvis man tør blive påvirket, gribe associationer og lege videre på det, så kan man skabe noget fantastisk”, fortæller Jesper Dupont.

Derfor er det også særligt de voksne, der – sammen med børnene – kan få stof til eftertanke fra forestillingen:

”Jeg gør egentlig ikke det her så meget for børnene, for de er sgu’ gode til det i forvejen. De kan få meget ud af hvad som helst. Men jeg vil gerne have, at børnene skal have disse oplevelser sammen med de voksne, for jeg tror, at man som voksen nogen gange skal have lidt hjælp til at se det fantasifulde”.

Dét kan vi lære fra forestillingen – og fra børn
Det er også årsagen til, at forestillingen bliver grebet an fra så mange vinkler – for at afvæbne folk.
Derfor kan man også lige så godt lade være med at begynde at forsøge at regne noget ud.
”Det vil man som publikum sikkert gøre i starten af forestillingen, men mit håb er, at man så giver slip, og bare er der, hvor det nu sker”, fortæller Jesper Dupont.

Han tænker ikke, at forestillingen som sådan kan revolutionere noget, men håber, at man kan tage en lille flig med hjem. -At det kan skabe perspektiv og inspirere til, hvordan man griber tingene an:

”Det er jo ofte dét, kunst og kultur kan. Det kan påvirke os til at tænke en lille smule anderledes, når vi er havnet i faste mønstre og måder at se verden på. Så kan vi træde et skridt tilbage og tænke; ”Hvad nu hvis jeg griber det an fra en anden vinkel, hvad sker der så?”. Det er noget af det, vi kan lære her – eller fra børn i det hele taget”.

Eventyrene kommer, når de selv vil det
‘SPIS! Eventyrligt’ udspiller sig over 8-9 af H. C. Andersens eventyr – nogle lettere at genkende end andre. Men særligt ét eventyr spiller en særlig rolle, nemlig det mindre kendte eventyr ‘Hyldemor’. Det handler om en lille dreng, der ligger syg, og hans eneste underholdning er, når overboen kommer ned og fortæller eventyr.

Overboen siger noget i stil med; ”Eventyrene kommer, når de selv vil det”. Det er altså et spørgsmål om, at man skal stille sig til rådighed for det. Så kommer de og prikker een på panden og siger; ”jeg vil ud nu”. Her spørger drengen ivrigt, om han må høre et eventyr. Men manden svarer; ”Du kan ikke bare bede mig om det. Ligesom du heller ikke kan sige til en kunstmaler – mal! Det skal komme et sted fra”.

Tilgengæld, når eventyret og kunsten så er der, og man stiller sig til rådighed for det, så kan det strømme frit og blive magisk. Og dét er Jesper Duponts røde tråd i forestillingen.

Midt i orkanens øje
Netop nu arbejder forestillingens mange involverede parter hver for sig, med Jesper Dupont som bindeled. Og når alle ender mødes i ugen før premieren, er det, som han formulerer det, en smule angstprovokerende, men utrolig spændende, at se, om det hele bliver, som planlagt.

Det vigtigste for Jesper Dupont er, at publikum spiller en aktiv rolle i forestillingen, og ikke bare skal læne sig tilbage, spise, og opleve noget omkring sig:
”Men at man derimod er nød til at sidde lidt ude på kanten af stolen for at være en aktiv del af det – modsat en mere almindelig teaterforestilling”.

Derudover er det vigtigt, at publikum bliver sanseligt stimuleret på mange planer. -At der bliver aktiveret minder, at de får grint, og at der er noget, der er flot. Så hele spekteret af sanselighed bliver berørt. Og så selvfølgelig det overraskende element:

”Efter forestillingen må man gerne sidde lidt spørgende tilbage og tænke; ”Hva’ fan’. Og nu er det væk!”. Altså, at man føler, at man er blevet hvirvlet ind midt i orkanens øje af noget magisk – som lige pludselig er slut”.

‘SPIS! Eventyrligt’ opføres på Den Fynske Opera den 14. februar til den 24. februar 2019 og anbefales voksne og børn fra otte år. Forestillingen er skabt i samarbejde mellem blandt andet SPIS! Odense Food Festival, instruktør Jesper Dupont, Jeppe Sand fra Det Skrå Teater, Den Fynske Opera, Den Kongelige Balletskole Odense samt kokkene Mads Friis fra Mmoks og Kin Gubi fra Resumé.