Arkiv for træf​​

​​

Publikumstræf

-et kreativt møde med publikum og kunstnere

Nu er der kun få uger til det første af en række seminarer løber af stablen som optakt til uropførelsen af en ny opera af Andy Pape i 2014! Den 16. februar kl. 19.30 indbyder vi nemlig til et særligt publikumstræf, hvor publikum kan få lov at komme med input til, hvad en nyskreven dansk opera bør indeholde. Blandt de senere seminarer i forløbet er bl.a. et særligt forfatterseminar sidst i maj 2012, hvor en række spændende danske forfattere indbydes til diskussion.

Publikumstræffet byder på et møde med instruktøren Daniel Bohr, som har instrueret danske opera- og musicalforestillinger igennem årtier, forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen, som er forfatteren bag Bo Gunges gyseropera Orkestergraven og naturligvis Andy Pape. Første afdeling vil være en paneldiskusion med oplæg fra de tre kunstnere om musikteater og opera som genre, og om hvilke overvejelser de som kunstner har i forbindelse med at skabe indenfor dette felt. Publikum vil blive inddraget i diskussionen med kommentarer og spørgsmål.

Paneldiskussionen indledes og afsluttes med optrædener af de tre medvirkende sangere, sopranen Ingeborg Børch og baritonen Thomas Storm Larsen (begge kendt for deres fremragende optrædender i Maria de Buenos Aires som begejstrede fynske og jyske publikummer lige inde jul) samt tenoren Magnus Vigilius, (kendt fra bl. a. Houdini den Store) under ledsagelse af pianisten Britt Grønebæk. De vil synge bl. a. fra flere af Andy Papes operaer, samt en "sneek preview" fra Orkestergraven og som har premiere på DFO d. 16. marts.

Anden afdeling af dette træf vil byde på en form for "operasport", hvor forslag fra publikum vil blive brugt til at skabe opera på stedet med de tre sangere, og Andy Pape ved flygelet. Ingen kan vide hvad dette kan ende med, så gå endelig ikke glip af dette spændende, festlige og indholdsrige arrangement.

Publikumstræffet er gratis og åbent for alle interesserede, men da vi ikke har ubegrænsede pladser er det nødvendigt at tilmelde sig arrangementet. 

Forfattertræf

Den 24. maj er tiden kommet til nr. 2 af en række træf om en operas skabelsesproces. Denne gang er det operateksten, der kommer under kærlig behandling.

”FÆRRE ORD… FÆRRE ORD - KONCIS STIL” skrev Verdi engang med vrede versaler i margenen på sin librettists udkast til en opera. Når opera fungerer, går tekst og musik op i en højere enhed, men foreningen går ikke altid stille for sig. For hvordan skriver man underskøn operalyrik, uden at den overskygger musikken? Og hvordan komponerer man, så ordene ikke drukner i sopranens vibrato?

Den 24. maj giver Den Fynske Opera publikum lejlighed til at opleve foreningen mellem skrift og nodetegn med egne øjne og ører. Huskomponist Andy Pape skriver på en ny dansk helaftensopera til den odensebaserede operascene, men han mangler ord, og derfor har han bedt tre danske librettister om at møde ham på Den Fynske Opera. Forud for mødet har hver af librettisterne skrevet en operascene ud fra samme forlæg, og Andy Pape har skrevet musik til hver af scenerne. Anne-Marie Vedsø Olesen (Orkestergraven) og Rasmus Zwicki (Konsumia) udgør de to af librettisterne, og senest har unge Thomas Pape sluttet sig til holdet, da dramatiker Line Knutzon desværre måtte springe fra.

Dystopiske kærlighedshistorier

Centrum for træffet bliver iscenesættelsen og opførelsen af de tre scener, og det bliver en hæsblæsende omgang. Publikum vil blive præsenteret for en formummet doktor, der guider en ulykkeligt forelsket kvinde gennem et dystopisk kontrolsamfund i Vedsø Olesens Dr Spin (læs teksten her); et rendezvous i et kødeliggjort netdatingforum i Zwickis Første møde (læs teksten her); og i Thomas Papes Babel (læs teksten her) skildres spirende kærlighed i en nær fremtid mellem en udsendt fra kontrolinstansen ”Musikministeriet” og en ung sangerinde. Instruktøren er Anne Barslev, som tidligere har instrueret bl.a. Den Fynske Operas spektakulære totalteaterversioner af La Bohème og Madame Butterfly samt Den Jyske Operas Snehvides spejl i denne sæson. Sangerne er Mathias Hedegaard, som har slået sit navn på bl.a. Det Kongelige Teater og Den Jyske Operas scener, Jens Søndergaard, som nyligt høstede anmelderroser som den sindssyge Maestro i Orkestergraven og Kiki Brandt, bl.a. kendt som Kowalski i Andy Papes Houdini den Store og fra Stemmer fra Østre Gasværk.

Publikumsdebat

Ind i mellem forestillingerne lægges der op til debat, og Den Fynske Opera håber på et stort fremmøde af publikummer, der har lyst til at blande sig i debatten og stille spørgsmål. Hvordan fungerede scenerne? Er det lettere at skrive libretto på vers og rim end på prosa? Må der egentlig godt stå ”god røv” i en operalibretto?

Kom og hør, hvad komponisten og librettisterne kommer frem til! Måske er netop denne aften at grundstenene lægges til en ny operaklassiker...

Tid og sted

24. maj kl. 19.30

Filosofgangen 19

5000 Odense C

Entré

Kr. 75,-

Opera/musicaltræf

Den 20. november kl. 19.30 afholder Andy Pape et særligt træf på Den Fynske Opera, hvor han prøver opera- og musicalgenren af på to nyskrevne operascener.

Seks aspirerende operasangere fra Syddansk Musikkonservatorium og seks studerende fra musicalakademiet har meldt sig til træffet, hvor de hver især skal prøve kræfter med Papes musik. Instruktøren bliver Daniel Bohr, kendt fra The Fall of the House of Usher og Maria de Buenos Aires på Den Fynske Opera og i øjeblikket aktuel med musicalen Love Never Dies på Det Ny Teater i København.

Andy Papes musik til de to scener er baseret på to tekster komponist og librettist Rasmus Zwicki. Allerede nu kan du læse Zwickis tekster her:

Link til KØEN STARTER HER

Link til ROLIG NU

Filosofgangen 19, 5000 Odense C

    Tlf.: 63 11 78 30