'La Bohème' kan lære os noget


Operaen 'La Bohème' stiller spørgsmål ved de basale ting i livet som kærlighed, venskab og det at miste, mener Anders Ahnfelt-Rønne, som instruerer den smukke operaklassiker på Den Fynske Opera med opførelse den 1. marts -13. marts 2019. I opsætningen vægter han det skuespilsmæssige lige så højt som det musikalske, hvilket vil give publikum en rørende oplevelse af ægthed – en ægthed, der måske endda kan lære os noget om livet

Tekst og foto af Christel Bæksted

De første prøver til, muligvis, klassikeren over dem alle, 'La Bohème' har fundet sted, og instruktør Anders Ahnfelt-Rønne følger tålmodigt de musikalske prøver, hvor karakterenes personligheder formes. For ham er det vigtigt at vægte persontegningen og det skuespilsmæssige højt – også i en opera.

”Jeg er selv skuespiller, så jeg lægger vægt på, at opera ikke bare er noget, man står og synger”, fortæller Anders Ahnfelt-Rønne.
Ligesiden han var 22 år har han arbejdet som skuespiller, instruktør og teaterleder. Og for ham er der ikke forskel på, om man laver opera eller traditionelt teater med skuespillere.

”Det er den samme udfordring, man har; Hvordan man kommer ind på scenen. Hvordan man siger; ”jeg elsker dig”, hvordan man græder og dør. Og denne forestilling er jo fuld af sorg og store følelser. Så udfordringen er den samme for en sanger i en opera, som for en skuespiller i en forestilling af eksempelvis Shakespeare”, fortæller Anders Ahnfelt-Rønne.

Fordelen er, at publikum er tæt på
De seneste 15 år har Anders Ahnfelt-Rønne opført intimopsætninger som 'La Bohème' på Den Fynske Opera. Og de små opsætninger kan noget særligt modsat et stort operahus med de helt store opsætninger. -Dem er han også stor fan af. Men det skuespilsmæssige kommer meget tydeligt frem i intimopsætninger som denne.

”I en stor sal kommer der en form for distance til det, der foregår på scenen, som er forkert. For der er SÅ langt op til scenen samtidig med, at der er et stor orkester foran. På en lille scene har man den fordel, som er fed for de medvirkende, at publikum er tæt på, fortæller Anders Ahnfelt-Rønne og fortsætter:

”Derved kan man eksempelvis lave en lille håndbevægelse, som publikum ser og forstår”.

Men det er ikke derfor, at det er godt
Anders Ahnfelt-Rønne har fået fine anmeldelser på netop intimopsætninger gennem årene, men han ironiserer ofte over det, når anmeldere fremhæver dét, at scenen var tæt på. At det var dét, der var noget særligt ved forestillingen. Han plejer dog ikke at kommentere på det:

”Men inden i protesterer jeg. For det er ikke fordi, det er tæt på. Tværtimod. Det er sindssygt svært at fremføre det, når man er tæt på, for der er ikke noget at gemme sig bag”, fortæller han og fortsætter:

”Så det er ikke fordi, det er tæt på, at man som publikum synes, det er godt. Det er fordi, det er godt, det der bliver lavet. Og det kan man så se, når det er så tæt på. Så det er ligesom en anden diskussion”.

Han giver et eksempel fra scenen i Operaen i København, som er på størrelse med to fodboldbaner. Står man her, så at sige, ved det mål som er længst væk, så behøver man egentlig ikke gøre den store indsats skuespilsmæssigt, for der er ingenting at skjule – publikum kan ikke se detaljerne.

Det er svært ikke at overspille
Det afgørende for Anders Ahnfelt-Rønne er altså, at de medvirkende spiller godt.
”For synger godt, det gør de. Men at man både har et ensemble, der er suverænt, som også er suverænt skuespilsmæssigt, dét gør, at man få en ægthed og troværdige figurer i sådan et drama som det her”, fortæller Anders Ahnfelt-Rønne.

I 'La Bohème' er der netop risiko for, at karakterene bliver fremført med overdrevne følelser, idet tekst og musik er så rørende. Så det er noget, Anders Ahnfelt-Rønne arbejder på ikke sker:

”Det er nemt nok at sige, at man ikke skal overspille, men det er skidesvært at gøre. Netop fordi man i 'La Bohème' synger nogle vildt store og smukke ting, hvor man nemt får tårer i øjnene. Der er det svært skuespilsmæssigt at holde igen. Men der skal være noget ved den måde, man spiller det på, som ikke er alt for pålydende”.  

Det er dét 'La Bohème' kan
Med 'La Bohème's store følelser omkring den unge forelskelse og sorgen over at miste, så stiller operaen nogle af livets helt basale spørgsmål såsom; Hvor længe varer forelskelsen, kærligheden og venskabet? Hvornår dør man? Og ifølge Anders Ahnfelt-Rønne, er det netop dét 'La Bohème' kan.   

Han sammenligner det med tiden i det gamle Grækenland, hvor publikum så voldsomme teaterstykker for åben himmel, som ofte bestod af mange mord. -Dengang mente man, at det gav en renselse som menneske, hvilket gjorde, at man gik hjem og passede bedre på hinanden.

”Min mening er, at når vi oplever historien i 'La Bohème', så vil jeg næsten sige sådan. -At det kan gøre, at vi passer bedre på hinanden”, fortæller Anders Ahnfelt-Rønne og uddyber med et eksempel fra slutscenen, hvor de alle står om Mimís dødsleje.

I scenen siger Mimí til Marcel; ”Jeg vil bare sige til dig, Musette, hun er altså god nok”. Og Marcel svarer; ”Jeg ved det godt, jeg ved det godt”. Herefter ligger det åbent for Marcel og Musette, parret som ikke bestiller andet end at skændes hele forestillingen igennem, hvordan de vælger at tackle det. Og dette kan skabe refleksion blandt publikum i forhold til deres eget liv.

Overvejelser omkring hvordan vi behandler hinanden
Der er flere mulige reaktioner for Marcel og Musette, men de forskellige reaktioner vil alle påvirke publikum med tanker om, hvordan vi behandler hinanden. Tager de eksempelvis hinandens hånd og kigger ned på den døde, vil man tegne et billede af, om ikke det var en idé, at de passede bedre på hinanden – nu hvor de står overfor et ungt menneske, der er død. Istedet for al den ulykkelighed de skaber. Alternativt kan man også vælge, at de står væk fra hinanden og bliver ved som hidtil. At de ikke lærer noget.

Hvilken reaktion Anders Ahnfelt-Rønne vælger, må tiden vise:
”Jeg ved ikke endnu, hvad jeg vælger. Jeg har lavet en opsætning før, hvor jeg vendte dem fra hinanden. Hvor det næsten blev uhyggeligt. Dé to havde i hvert fald ikke lært noget. Men så er det, jeg siger; Det kan jo godt være, at publikum gør det”.

Anders Ahnfelt-Rønne fortsætter:
”Hvis man bruger den indfaldsvinkel, at opera også er et skuespil, så kan man lave 'La Bohème' til, ikke bare noget sørgmodigt, men også noget uhyggeligt. Så man ikke siger til publikum; ”Er det ikke sørgerligt det her?”. For det ved de godt. Men når alle i forestillingen, på nær Rodolphe, har set, at Mimí er død, og de ikke ved, hvordan de skal forklare Rodolphe det, så kan det blive helt, så hårene rejser sig på een. Det er dét, der er ambitionen”.  

Tilbage