En bragende succes, men en kæmpe udfordring


For nylig havde 'Til Døden Os' sin sidste opførelse på Den Fynske Opera. Det har været en kunstnerisk succes og en rørende oplevelse blandt publikum såvel som hos anmeldere. Operachef Thomas Storm er stolt og glad, men opsætningen har budt på en svær udfordring

Tekst og foto af Christel Bæksted

Da 'Til Døden Os' havde premiere, stod operachef Thomas Storm med følelsen af at være til eksamen. Han vidste, at alle på holdet var gode og velforberedte, men alligevel var han utrolig spændt. For opsætningen var hans første premiere på Den Fynske Opera som operachef, så der var mange sommerfugle i maven.

Efter at have hilst pænt på gæsterne i indgangen overværede Thomas Storm forestillingen blandt de forreste rækker, og godt og vel halvanden time senere var det en meget tilfreds operachef, der samlede holdet til et glas champagne, ost og brød.

”Jeg var så glad og stolt over, at det gik så godt - at kunstnerne på scenen leverede en forestilling i verdensklasse, at det hele klappede som det skulle, og at holdet bag scenen har ydet deres maksimale for, at få det hele til at lykkedes”, fortæller Thomas Storm. 

Det er svært at tiltrække folk
Da glassene blev løftet sammen med holdet og administrerende leder Karsten K. E. Pudselykke, blev hver enkelt person – på og bag scenen – rost for sin indsats. Særligt instruktør, Daniel Bohr, har gjort indtryk:

”Jeg bliver gang på gang imponeret over, hvilken erfaring og indsigt Daniel Bohr har. Han formår at se den enkelte sanger og bruge vedkommendes styrker i forestillingen”, fortæller Thomas Storm.

Reaktionerne fra publikum og anmeldere har også været rigtig gode, og til fem stjerner, så Thomas Storm kan, som han beskriver det, ikke være mere tilfreds. Opsætningen har dog budt på en vanskelig udfordring:

”Det er svært at tiltrække folk til en mere moderne forestillinger som denne. Vi har fået bragende gode anmeldelser, og publikum har været dybt berørte af forestillingen. Men alligevel er det svært at få folk i tale - der er en barrierer, som vi skal arbejde med at få brudt de kommende år”, fortæller Thomas Storm.

Vigtigt at skabe nye klassikere
Den Fynske Opera har netop en tradition for at bestille nye værker, da det er vigtigt også at opføre moderne forestillinger. Dette lå også i Thomas Storms overvejelser omkring valget af 'Til Døden Os':

”Her i vores jubilæumssæson ville jeg fejre denne tradition ved at genopsætte en af de operaer, der er udsprunget fra huset. For hvis vi ikke genopsætter vores nyere operaer, hvordan får vi så skabt nye klassikere?”.

Tilbage